BUM BUMMELUM - Diing
Er du den næste Thomas Blachman? Eller går du rundt med andre musikerdrømme i maven, men kan hverken læse noder eller spille et instrument? Så er hjælpen nær. RobotFestival 2008 kan i år præsentere Trommerobotten på Legens Dag i Odense den 19. til 21. september.

Trommerobotten er en avanceret trommemaskine, hvor lydende laves
med rigtige instrumenter, men selve instrumenterne styres af et
computerprogram. Det fungerer sådan, at robotten først laver en
lækker rytme. Derefter kan du så tilføje de rytmer og lyde, som du
synes, der mangler.
Trommerobotten er nem at betjene og mulighederne for skøre og
skægge kombinationer er utallige. For de heldige, der når at prøve
den, er fremtiden klar: Next stop: Stjernerne! Trommerobotten er i
hvert fald selv ved at blive en stjerne og har allerede optrådt på
bl.a. Skanderborg Festival.
Trommerobotten er udviklet til Skanderborg Festivalen af
multitalentet Mads Wahlberg fra Wahlberg ApS, som også tidligere
har lavet sjove ting til Danmarks smukkeste festival. For eksempel
en Harley-styret drinksmaskine og en gigant BeoSound pladespiller
fjernbetjent via sms.
Trommerobotten er en unik konstruktion, der er blevet til med
hjælp fra en række virksomheder. Trommer og andet slagtøj er
sponsoreret af ModerDrums i Århus, mens de to industrirobotter er
udlånt af Kjærgaard A/S, som blandt andet laver turn-key
robotinstallationer til industrien.
Du kan finde Trommerobotten på Flakhaven i Odense Centrum den
19. til 21. september. Kom og leg med, når Odense centrum omdannes
til én stor legeplads, hvor alle kan slippe deres indre legebarn
fri og kaste sig ud i kreative og udfordrende oplevelser.
RobotFestival 2008 præsenterer også Sværdfægterrobotten ved Legens
Dag.
Flere
nyheder...
Oprettet:
19.09.2008