Robotlyde på Brandts
Tæt ved 150 kunst- og robotinteresserede søgte torsdag den 20. august 2009 ly for sensommerens sidste bagende solstråler i Kunsthallen Brandts, da RoboDays afholdt fernisering på kunstudstillingen Shared Robotics. Simple gående robotter og en gammel industrirobot, der kan gengive publikums tegninger på en lysvæg, var blot to af installationerne, som tiltrak sig de besøgendes interesserede blikke.
Som et ekko af fortidens gamle maskiner runger hallerne i
Brandts Klædefabrik atter af maskinlyde. Der er blot en lille
forskel. Nu er det robotterne fra kunstudstillingen Shared
Robotics, der uden menneskelig indblanding giver genlyd i
klædefabrikkens gamle haller. Tæt ved 150 kunst- og
robotinteresserede lagde vejen forbi udstillingens fernisering for
at få en smagsprøve på, hvordan robotter og robotteknologi kan
forenes med modernes samtidskunst.

Ferniseringen blev åbnet ved en velkomst af Claus Koch, der er
eventchef i EventHouse Odense under Odense Kommune og
styregruppeformand i RoboDays. Efterfølgende tog professor dr. phil
Jacob Wamberg fra Afdeling for Kunsthistorie ved Århus Universitet
de fremmødte gæster på en verbal rundtur i robotternes indtog i
samtidskunsten. Herunder spørgsmålet om, hvorvidt robotter har
noget at gøre i kunstens verden, og om de overhovedet har noget at
gøre med kunst.

Gammelt og nyt mødes i kunstnerisk forening
Shared Robotics består af kunstinstallationer, som alle i større
eller mindre omfang er baseret på robotteknologi. Såvel nyt som
gammelt.
Den amerikanske kunstner Sabrina Raaf har i samarbejde med den
odenseanske robotvirksomhed Gibotech A/S skabt et kunstværk, hvor
en af Gibotechs robotter programmeres at skære mønstre i store
ruller af bølgeplast. Over tid omformes de sirlige mønstre til en
skulpturel installation, der bugter sig ud udover gulvet i
udstillingsområdet.
Se Sabrina Raaf fortælle om kunstværket.
Det danske kunstnerkollektiv Illutron deltager i udstillingen
med et værk, der bringer nyt liv til en gammel industrirobot.
Robotten er udstyret med evnen til at se og er blevet programmeret
til at aflæse og aftegne de besøgendes tegninger på en lysvæg
bestående af elpærer.

Den amerikanske kunstner Douglas Repetto udstiller værket
"Foal", som i form og bevægelser minder mest om et nyfødt føl, der
vaklende kæmper med at få kontrol over sine ben. Værket er en åben
protoype, som kan bygges af alle, der har lyst til at prøve kræfter
med robotteknologi.
Se de skrøbelige foals bevæge sig rundt på Brandts.
Den tyske kunstner Ralf Schreiber udstiller værket "Living
Particles version 55", som består af et rum fyldt med rækker af små
robotter, der hænger end fra loftet i rækker. Både formsprog og de
små robotter, der kan bevæge sig og sige lyde, er nedbarberet til
et minimum og skaber et helhedsindtryk af liv i en stram orden.
Kunstudstillingen er åben frem til den 29. november 2009. Gratis
adgang den 10. - 12. september 2009, hvor RoboDays holder
robotfestival i Odense.
Læs mere om programmet for
RoboDays robotfestival.
Yderligere information
Majken Kramer Overgaard
Projektleder i RoboDays
T +45 6511 2742
majken.overgaard@robocluster.dk
Flere
nyheder...
Oprettet:
21.08.2009