Stort potentiale i tværfagligt samarbejde

Projektet ”Robot og leg”, der blev skudt i gang under RoboDays robotfestival 2009, har vist, at studerende fra forskellige studier kan drage fordele af hinandens kompetencer. Den 2. december sluttede projektet med en stor præsentation for virksomheder og fagfolk, men et nyt projekt er allerede undervejs.

20091202_robotogleg1Et balancebræt med indbygget Wii-controller, en intelligent bold koblet til en computer og et robotteknologisk puslespils-tæppe. Det er de nyskabende koncepter, som 25 studerende fra ingeniør-, designer-, lærer-, pædagog-, fysioterapeut- og ergoterapeutuddannelserne har udtænkt i et tværfagligt projektforløb "Robot og leg" under RoboDays. Koncepterne blev fremlagt på en præsentationsdag, der markerede afslutningen på projektforløbet.

 

- Projektet har vist det store potentiale, der er i at arbejde på tværs af uddannelserne. Vi har fået lavet en model for, hvordan vi håndterer de forskellige grunduddannelser i ét forløb, og så er der blevet udviklet nogle meget spændende koncepter, hvoraf to af dem har gode chancer for at blive til noget, fortæller Hanne Kallesøe fra University College Lillebælt, som har været projektleder på "Robot og leg".

 

Tre nye robotkoncepter

Projektforløbet startede med en workshop på RoboDays robotfestival 2009. De studerende blev fordelt i tre grupper på tværs af deres faglige baggrund. Opgaven var at udvikle et robotteknologisk koncept, som kunne anvendes på områderne: sundhed, pædagogik, leg og underholdning.

 

Efter tre stop-op-dage med yderligere faglige input i løbet af efteråret var koncepterne færdige og kunne præsenteres for et bedømmelsesudvalg bestående af erhvervsfolk fra Amfitech og Tress Sport, lærere, pædagoger, fysio- og ergoterapeuter.20091202_robotogleg2

 

MAKE1UP

Det første koncept går under navnet "Make1UP" og er tænkt som et sjovt undervisningsmiddel til at fange elevernes opmærksomhed. Make1Up ligner et forvokset puslespil bestående af 12 intelligente brikker, som kan sættes sammen på forskellige måder. Hver puslespilsbrik måler 35 X 35 X 8 cm og kan skilles ad i en over- og underdel. Til brikkerne hører en skærm med forskellige spil, som skal spilles ved at træde på brikkerne. Træder man rigtigt, ville den vibrere.

 

Konceptet vandt ved projektets afslutning pris for at have det største udviklingspotentiale.

 

Balance Board Game

"Balance Board Game", der var et andet af projekterne, er et balancebræt udviklet til ældre. Ideen er at forebygge faldskader, som er meget hyppige for ældre mennesker over 60 år. Brættet er koblet til en computerskærm og skal ved hjælp af en Wii-controller fungere som joystick til diverse spil. Ifølge gruppens fremlæggelse og analysearbejde skal balancebrættet være forholdsvist nemt at producere og markedsføre. Konceptet vandt af samme grund en pris for at have det største anvendelsespotentiale.

 20091202_robotogleg3

Henny Benny

Et sidste koncept havde det mest iøjnefaldende navn. "Henny Benny" er navnet på en intelligent bold, som skal stimulere og motivere børn med motoriske vanskeligheder til at deltage i sociale boldlege. Bolden har indbyggede sensorer, som registrerer, når der bliver sparket til den. Antal spark eller berøringer vises på en medfølgende konsol. "Henny Benny" fik prisen for at have udtænkt det mest innovative produkt.

 

Legen fortsætter

"Robot og leg" har vist så stort et potentiale, at det videreføres i 2010 under mere permanente former.

 

- Samarbejdet mellem forskere, virksomheder og uddannelsesinstitutioner har skabt nye kontaktflader, som har givet os flere muligheder. Derfor vil vi 2010 lave en 10 ugers workshop, som er fuldt pointgivende og kan integreres i de respektive studieforløb, fortæller Hanne Kallesøe.

 

Følgegruppen, som bedømte de tre gruppers præsentationer, var:

Lynge Kjeldsen, udviklingskonsulent, Tress Sport
Jørn Eskildsen, ingeniør, Amfitech
Thomas Egede Olsen og Ole Jørgensen, pædagoger, Østruplund
Thomas Rose, lærer, Erritsø Skole
Lene Lindholm, ergoterapeut, Platanhaven
Malene Munchs Fabricius, fysioterapeut, Platanhaven

 

Yderligere information

Hanne Kallesø
Udviklingsleder ved University College Lillebælt
hakk1@ucl.dk

 

Flere nyheder...

 

Oprettet: 16.12.2009

 
RoboDays | RoboCluster
Forskerparken 10
DK 5230 Odense M
robodays@robocluster.dk
 
Spot på
Undervisning

Undervisning

Lær mere om robottekno- logi. Download RoboDays´ undervisningsmateriale om robotteknologi

Læs mere
 
Modtag RSS Feed Fra RoboDays '09
Robocluster Logo