Web 2.0 skal styrke udviklingen af grønne robotter
Et nyt og web 2.0-baseret netværk skaber grobund for udvikling af robotter til landbruget. Målet er at finde frem til løsninger samt at skabe teknisk innovation, erhvervsudvikling og videnskabelig forskning, inden for bæredygtig biologisk produktion. Netværket er den 9. september 2009 vært for konferencen ”Grønne Robotter” i Odense.
I en tid med globale
klimaudfordringer har udvikling af ny, grøn teknologi, herunder
robotteknologi, stor bevågenhed. Som svar på udfordringerne har
RoboDays under RoboCluster skabt et nyt netværk med fokus på
opsamling og udvikling af viden om robotteknologi og robotdesign
til biologisk produktion med fokus på bæredygtighed.
Netværket, der har fået navnet Agrobotic Network, skal fungere
som et rum for videndeling og netværksaktiviteter mellem
leverandører, producenter og uddannelses- og videninstitutioner
inden for områderne robotteknologi, landbrug og design. Viden,
ideer og projekter bliver indsamlet, delt og drøftet i netværket.
Formålet er at finde frem til nye løsninger samt at skabe teknisk
innovation, erhvervsudvikling og videnskabelig forskning, inden for
bæredygtig biologisk produktion.
Konference skyder gang i netværket
Agrobotic Network er den 9. september 2009 vært for konferencen
" Grønne Robotter" i Odense. Konferencedeltagerne tager i tiden op
til konferencen hul på netværksaktiviteter og videndeling gennem
den web 2.0-baserede hjemmeside http://www.agroboticnetwork.dk
- Netværket sigter mod at inddrage konferencedeltagerne i en web
2.0 baseret udvikling og udveksling af idéer og viden omkring
grønne robotter. Sammen skal vi skabe gode rammer for forskning og
nytænkning inden for områder som land-, have- og skovbrug, gartneri
og anlæg. Og det kan netværket hjælpe med - både før og efter
konferencen, fortæller Majken Overgaard, projektleder i
RoboDays.
Konferencen henvender sig til politikere, forskere,
leverandører, udviklere og producenter inden for de tekniske fag
herunder robotteknologi, design og grønne erhverv.
Minister åbner konferencen
Minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Eva Kjær Hansen, der
i foråret fremlagde "Grøn vækst" - regeringens helhedsplan for
natur, miljø og landbrug, åbner konferencen. Derudover taler også
den engelske professor Simon Blackmore ved konferencen. Simon
Blackmore er verdenskendt for sit arbejde med at integrere robotter
i landbruget og leder blandt andet EU-projektet "FutureFarm", der
beskæftiger sig med fremtidens landbrug. Desuden har han startet
det europæiske netværk for robotteknologi i landbruget.
Konferencen finder sted den 9. september 2009 på Magasinet i
Odense. Læs mere om tilmelding og se programmet på: www.agroboticnetwork.dk. Her kan du
også oprette en profil og networke med konferencens øvrige
deltagere.
Det er også muligt for skole- og gymnasieklasser at beskæftige
sig med grønne robotter som tema. Download RoboDays´
undervisningsmaterialer, som tager udgangspunkt i arbejdet med
grønne robotter.
Yderligere information
Majken Kramer Overgaard
Projektleder i RoboDays
T +45 6511 2742
majken.overgaard@robocluster.dk
Flere
nyheder...
Oprettet:
30.07.2009